At huske noget ved at huske noget helt andet
En vigtig hukommelsesteknik er at kunne associere/forbinde et begreb med et andet. Det bruges bl.a. i PR, markedsføring, branding og spin. Når vi ser billedet af en skuespiller, tænker vi på den film skuespilleren spiller med i. Når vi ser nogle bogstaver i bestemte farver og fonte, tænker vi på bestemte produkter som sodavand, biler, PC’er, mobiltelefoner …..
Man kan tænke på associationer som symboler, billeder og indtryk der giver os forskellige tanker og følelser.
Personlige associationer
De personlige associationer hjælper dig med at huske noget, men andre kan ikke nødvendigvis bruge dem.
Det kan være at du havde en kat som barn, og den kaldte du Bibsi. Hvis du ser eller hører ordet ’Bibsi’, vil du tænke ’kat’ – men det vil andre nok ikke. Når du bruger hukommelsesteknikkerne, kan det være at du har brug for en association for ’kat’, og så kan du sagtens bruge ’Bibsi’. Måske er Bibsi den orange kat vi snakkede om i ’At huske ved at ’se’.
Fælles associationer
Associationer kan være fælles for en større eller mindre gruppe. Tænk på det danske flag, Dronningens nytårstale, farver og logo for den lokale fodboldklub eller bilmærker. Når vi arbejder med hukommelsesteknikker, er det ofte de fælles og almindelige associationer vi bruger fordi de giver et godt udgangspunkt.
Associationer som hukommelsesteknik
I eksemplet med de ens- og vekselvarme dyr ’At huske ved at ’se’ valgte vi en orange kat som association til ensvarme dyr og en kamæleon for de vekselvarme. De første associationer var ’varme’ for at tænke på ’orange’ og ’skifter temperatur’ og ’skifter farve’ for at tænke på ’vekselvarme’ (at veksle = at skifte).
Flere oplysninger om ensvarme dyr er: de er afhængige af konstant kropstemperatur, de kan være i gang hele vinteren eller kan gå i vintersøvn og endelig, at vintersøvnen kan være let, dvs. med nedsat aktivitet eller ægte vintersøvn dvs. i dvale.
For at huske at ensvarme dyr har en konstant temperatur, kan katten have et stort K i panden. Når vi tænker på katten ser vi et ‘K’ og husker, at det betyder ’konstant varme’.
Hvis dyret er i gang hele vinteren, kan vi associere til en trædemølle. På den måde bliver ’ensvarme dyr med konstant temperatur der er i gang hele vinteren’ til et billede af en kat med et ‘K’ i panden og katten løber rundt i en trædemølle.
En let vintersøvn kan f.eks. associeres med en fjer. Så ’ensvarme dyr med konstant temperatur der går i let vintersøvn’ kan blive til et billede af en kat med et ‘K’ i panden og katten leger med en fjer.
Brug lidt tid på at visualisere de to billeder af katten og prøv at lave associationer og billeder af et ensvarmedyr der går i rigtig dvale. Et tip – pindsvin går i dvale.
Gode og dårlige associationer
I princippet findes der ikke dårlige associationer. En god association er et billede som hjælper med at komme i tanke om det man ønsker at huske. Når man bruger hukommelsesteknikkerne, sker de inde i hovedet, dvs. andre behøver ikke at få at vide hvordan og hvorfor du kan huske noget.
En god association er for det meste det du først kommer i tanke om. Så vil du med stor sandsynlighed også først komme i tanke om det en anden gang.
Men … det er praktisk hvis du er konsekvent og bruger de samme associationer om de samme ting. Hvis jeg skal huske noget med USA, tænker jeg først på Mickey Mouse og bagefter bygger jeg andre billeder på. Hvis jeg nogle gange tænkte Mickey Mouse, andre gange på Frihedsgudinden, Det lille hus på prærien eller Rocky Mountains, ville det blive meget mere besværligt.
Find en god association og hold fast ved den når du arbejder med hukommelsesteknikker.
Læs mere om hukommelsesteknikkerne her
Læs om kurserne her
Meld dig til et kursus her

